Ebøger på storskærm til undervisning

Du ved det formentlig allerede – men det er fantastisk nemt at at smække ipad’ens skærmbillede op på storskærm. Det eneste, du har brug for, er et lille kabel fra Apple. Tilslut kablet til din ipad, og tilslut kablet til din projektor/storskærm. Så er du klar – alt hvad der foregår på din ipad, bliver kastet op på storskærmen.

Dette er særlig relevant, hvis du bruger ebøger i undervisningen. For eksempel hvis du vil læse højt fra en ebog med mange billeder, såsom min bog “Slip aldrig Samiras hånd”. Eller hvis du vil bruge en ebog med multimedieindhold, såsom min bog “Marias dukke”.

“Marias dukke” handler om gadebørn i den tredje verden, og den trykte bog bliver allerede i dag brugt på skolerne i undervisningen og fælleslæsningen. Med ebogen har man mulighed for at give denne undervisningssituation nye dimensioner. 

Ebogen “Marias dukke” består af tre elementer. En video med bogens billeder og historie læst højt, en video hvor jeg fortæller om bogens tilblivelse, samt bogens tekst og billeder, som man kan bladre i. Alt dette kan således vises frem på storskærm og give børnene en større oplevelse af bogens historie og tema.

“Marias dukke” koster 15 kroner og kan købes på Apple Ibookstore til ipad.

“Slip aldrig Samiras hånd” koster 29 kroner og kan købes på Apple Ibookstore til ipad.

Reklamer

Min bog “Hviskelegen” – udgivet som “Stille Post” på tysk – er anmeldt i Frankfurter Allgemeine

Min bog “Hviskelegen” blev udgivet i september  af  Picus Verlag i Wien som “Stille Post”. Nu er bogen anmeldt i avisen Frankfurter Allgemeine. Det føler jeg mig temmelig beæret over, da avisen vel kan beskrives som Tysklands svar på New York Times. De har en daglig læserskare på knap en million  mennesker.

Anmelderen Elena Geus er vældig glad for bogen og skriver blandt andet:

“Beherzt und einfühlsam zeigt Dürr, wie Kinder mit dem gewaltigen Schrei umgehen, der sich hinter angstvollem Flüstern verbirgt. Am Ende der letzten Tuschelkette heißt es „Der Putzlappen ist aufgeflogen.“ Über diesen Unsinn – mit ihm schließt sich der Kreis zum fröhlichen Sprachspiel – können alle Mädchen lachen. Selbst Anna, obwohl ihr Satz zu Beginn wiederum ein ernster war. Doch diesmal war es einer mit einer ausgesprochen guten Nachricht.”

Læs hele anmeldelsen her: Frankfurter Allgemeine

“Hviskelegen” er udkommet på forlaget Carlsen i Danmark, og er udgivet i Tyskland, Sverige og på Færøerne. Bogen er illustreret af Peter Bay Alexandersen.

“Hviskelegen” handler om en gruppe piger, som leger hviskeleg i skolegården. Det er sjovt indtil Anna, den nye pige, kommer til at afsløre en hemmelighed.

Bagsidetekst:
“Anna er den nye pige i klassen. Hun siger aldrig noget. En dag vil Sarah og hendes veninder have hende med til hviskeleg.
Anna hvisker: Min far slår mig.”

“Marias dukke” anmeldt i Information

Min nye bog “Marias dukke” anmeldt i dag i Information af Line Beck Rasmussen. Det er en kort men positiv anmeldelse, og anmelderen finder, at bogen er “svær at ryste af sig”. Det tager jeg som en anbefaling. Line Beck Rasmussen skriver desuden: “Bogen er et meget fint og rørende eksempel på en bog, der hurtigt kunne blive til den børnelitterære kliché: den pædagogiske didaktiske ‘sådan lever børn i andre steder i verden’ – bog”. Det er en meget interessant observation, og en jeg tit hører i forbindelse med mine bøger. Nemlig at vedkommende siger: Er du klar over, at dine bøger kunne blive udråbt til at være for “pædagogiske”. Selv har jeg ingen problemer med det. Jeg synes det vigtigtste parameter er, om historien holder og giver stof til eftertanke. Jeg er stærkt imod at man propper budskaber og færdige meninger ned i halsen på folk. Af samme årsag hader jeg reklamer og propaganda. Men med fiktion har man muligheden, for ikke at sige pligten, til at undersøge og tematisere en moralsk præmis. Ikke fordi man som for forfatter skal være mere moralsk ophøjet end sine medmennesker. Men fordi man skal ville noget med sine tekster – ellers skal man finde sig et andet job.

Se videoen hvor jeg beretter om baggrunden for “Marias dukke” her:

Video om “Marias dukke”

Forlaget Høst og Søn har fået lavet en video om min seneste bog “Marias dukke” Her fortæller jeg om baggrunden for bogen, læser op, og du har muligheden for at opleve den fine billedside, begået af Lars Gabel. Bogen udkommer mandag d. 12. april. “Marias dukke” er en billedbog om gadebørn i Sydamerika. Den henvender sig til skolebørn, og egner sig til selvlæsning i indskoling og i undervisningen om børns vilkår, ulandsforhold og fattigdom.

Bog om gadebørn på vej

Den 12. april udkommer min bog “Marias dukke” på forlaget Høst med fremragende illustrationer af Lars Gabel. Bogen handler om Paco, Maria og Manolo der samler skrald for at tjene til føden. De sælger skraldet til de voksne. Alt skal afleveres. Men en dag finder Maria en dukke, som hun plager om at beholde. Men kan Maria lyve for de voksne, når de spørger: “Er det alt? Gemmer i noget?”

“Marias dukke” er en billedbog for skolebørn. Den beretter om gadebørns vilkår og handler om søskendekærlighed, venskab, fattigdom og overlevelse.

Inspiration fra Kinarejse

Inspirationen til “Marias dukke” fik jeg i 1997 på en tre måneder lang rejse til Kina. Min kone og jeg havde fået et formidlingslegat fra Danida. Projektet var at lave et antal reportager om kinesiske migrantarbejdere. Altså kinesiske bønder som drager til storbyerne og industrizonerne for at tjene penge, langt væk fra hjemstavnen.  Disse mennesker må ofte påtage sig det hårdeste og farligste arbejde, for eksempel på store fabrikker eller som arbejdere på store byggeprojekter. Nederst i hierarkiet var dem, som slet ikke kunne få et egentligt job, eksempelvis dem som måtte samle og sortere affald for at sælge det videre. Vi havde fået en omtrentlig adresse på sådan en gruppe i et område af Beijing. Da vi ankom til stedet, var folk i området overraskende fjendtligt indstillede og kaldte vores kinesiske tolk for “landsforræder”. Snart opdagede vi hvorfor. Da vi kom rundt om et hjørne åbenbaredes en kæmpemæssig losseplads. Her arbejdede folk med at sortere skrald – og de boede også midt i skraldet. Plamager af uafvaskelig snavs hang i disse menneskers tøj og hud. Jeg husker, at selv deres øjenlåg var beskidte. Sådan noget var de lokale ikke stolt af at vise frem. Det var en dybt rystende oplevelse.

Fra Ulande til katastrofeområder

Som folkeskoleelever i 1970’erne fik vi lært om ulande og i-lande. Ulande var befolket af fattige som boede ude på landet. De fødte for mange børn og havde for få traktorer. I I-landene var det lige omvendt. Kort fortalt kunne man løse ulandenes problemer ved at sende dem nye skinnende traktorer, så de kunne avle flere afgrøder. Deres børn kunne få fri til at gå i skole, ville få sig et job og tjene penge. Der ville blive født færre børn, og levestandarden ville stige. Og alt dette kunne Danmark selvfølgelig hjælpe med. Desværre gik tingene ikke helt som planlagt. Den nød og elendighed, som vi fik beskrevet, eksisterer stadig. Men i dag oplever vi, at mediernes beskrivelse af fattigdom og elendighed først og fremmet er kædet sammen med katastrofer såsom tørke, krige, jordskælv og hiv. De nødlidende mennesker forstår vi ikke længere blot som fattige, men netop som nødstedte. Vi er gået fra ulandsbegrebet til at fokuserer på katastrofeområder. Men den naive forestilling fra 70’erne lever. Nød og elendighed kan fikses, blot man kaster penge efter ofrene, når skaden er sket. Med “Marias dukke” vil jeg derfor gerne fremstille udviklingen i Ulandene som en mere “personlig katastrofe”, der ikke kan afgrænses til en enkelt hændelse eller et enkeltstående problem. Dette ser man mest tydeligt i den tredje verdens megabyer. Her i disse byer bor nogle af verdens rigeste mennesker side om side med verdens fattigste. Imellem højhuse af glas og stål må de bo i pap og plastik. De er løsrevet fra den gængse sociale og økonomiske virkelighed og det biologiske livsgrundlag. De har ikke noget at bruge en skinnende ny traktor til.

Mennesker som affald

Mennesket er det eneste dyr på kloden, som producerer affald. Efterladenskaber fra klodens andre organismer indgår naturligt i det biologiske kredsløb. Mens vores affald må enten brændes, graves ned, hældes i havet eller genbruges. Vi forstår normalt affald som materielle ting såsom plastik, papir og udtjent maskiner. Sociologen Zygmunt Baumon udvider affaldssbegrebet. Han peger på, at noget af det affald, vi producerer, faktisk er affald i form af … mennesker. Det er tanker, han formuler i bogen “Wasted Lives” fra 2003. Her beskriver han en proces, som ikke er ny. Da England i gamle dage sendte sine straffefanger af sted i hundredtusindvis for at kolonisere Australien, var det for at slippe af med deres “affaldsmennesker”. Mennesker som affald er individer, der er socialt ekskluderede, formentlig resten af deres liv. Flygtningen, langtidssyge, forældreløse børn, skæbner fra både rige og fattige lande. I ulandene er disse mennesker blot desto mere synlige, nøjagtig som Maria og hendes bror og mange andre som dem.