Fin lektørudtalelse til “Marias dukke”

I dag fik jeg lektørudtalelsen på min bog “Marias dukke”. Den ser fin ud! Lektøren Bo Knudsen skriver blandt andet:

“Barsk og rørende billedbog om gadebørn. Især velegnet til en snak om børn i ulande. Ca. 5-8 år …  ”

og Bo Knudsen går videre til at rose Lars Gabels illustrationer:

“Gabel mestrer både håb og håbløshed. En næsten grafisk brug af sorte streger og flader, virkemidler fra tegneserien og stilen generelt får mig til at tænke på tegneseriekunstnere som Derib og Hermann.”

Vil du vide mere om Marias dukke, kan du se denne video, hvor jeg præsenterer bogen, læser og og beretter om inspirationen til historien.

Reklamer

Smartsboards i undervisningen giver nye muligheder for børnelitteraturen

Lige siden man sidste år installerede et smartboard i min datters klasselokale, har jeg været dybt fascineret af denne anordning. Selve ideen om en interaktiv tavle var på det tidspunkt ingen nyhed længere. Men for mig som børnebogsforfatter var det alligevel en øjenåbner at se tavlen i funktion. For med et smartboard i klasselokalet åbner sig helt nye muligheder for at integrere børnelitteratur med dynamisk materiale fra andre kilder. Jeg tænker på video, billeder, grafik og tekst hentet fra andre websites, der kan indgå i et undervisningsforløb, hvor en given børnebog blot bliver en enkelt byggesten.

Jeg vil gerne give et eksempel på dette med udgangspunkt i min egen bog “Marias dukke”. “Marias dukke” handler om tre gadebørn i Sydamerika: Maria, Paco og Manolo. De tre børn må samle affald for at tjene en smule penge, de kan købe mad for. Efter læsning af bogen lægger dens tema og plot op til debat i klassen om fattigdom, ulande og gadebørn samt  børns rettigheder og vilkår. Men ved at inddragelse af webbaseret materiale fra andre kilder via klassens smartboard, kan undervisningsforløbet pludselig uddybes væsentlig, samt gøres konkret tværfagligt.

Og hvordan det?

Bogen kunne eksempelvis kobles på diskussionen om affaldshåntering i ulandene, samt de rige landes eksport af affaldsproblemet til de fattige lande. Dette kan man gøre, ved at perspektivere bogen via følgende links. (noget af materialet er jo på engelsk, men her må læreren simultantolke websidens indhold).

OBS: Læg en kommentar til dette blogindlæg, hvis du har andre vinkler på undervisningen i og med børnelitteratur og smartsboards. Jeg er meget nysgerrig efter at høre om lærernes erfaringer.

Danmarks radio


Temawebsite om vestens elektronik, som skrottes i ulande.

National Geographic

Webtema om “High Tech Trash”.

Fotogalleri med temaet “High Tech Trash”

Og endelig vil jeg fremhæve min egen intention med bogen, som er inspireret af en rejse til Kina på et formindlingslegat for Danida, hvor jeg lave interviews med affaldssamlere i Beijing. Se mere om dette i denne video.

Video om “Marias dukke”

Forlaget Høst og Søn har fået lavet en video om min seneste bog “Marias dukke” Her fortæller jeg om baggrunden for bogen, læser op, og du har muligheden for at opleve den fine billedside, begået af Lars Gabel. Bogen udkommer mandag d. 12. april. “Marias dukke” er en billedbog om gadebørn i Sydamerika. Den henvender sig til skolebørn, og egner sig til selvlæsning i indskoling og i undervisningen om børns vilkår, ulandsforhold og fattigdom.

Bog om gadebørn på vej

Den 12. april udkommer min bog “Marias dukke” på forlaget Høst med fremragende illustrationer af Lars Gabel. Bogen handler om Paco, Maria og Manolo der samler skrald for at tjene til føden. De sælger skraldet til de voksne. Alt skal afleveres. Men en dag finder Maria en dukke, som hun plager om at beholde. Men kan Maria lyve for de voksne, når de spørger: “Er det alt? Gemmer i noget?”

“Marias dukke” er en billedbog for skolebørn. Den beretter om gadebørns vilkår og handler om søskendekærlighed, venskab, fattigdom og overlevelse.

Inspiration fra Kinarejse

Inspirationen til “Marias dukke” fik jeg i 1997 på en tre måneder lang rejse til Kina. Min kone og jeg havde fået et formidlingslegat fra Danida. Projektet var at lave et antal reportager om kinesiske migrantarbejdere. Altså kinesiske bønder som drager til storbyerne og industrizonerne for at tjene penge, langt væk fra hjemstavnen.  Disse mennesker må ofte påtage sig det hårdeste og farligste arbejde, for eksempel på store fabrikker eller som arbejdere på store byggeprojekter. Nederst i hierarkiet var dem, som slet ikke kunne få et egentligt job, eksempelvis dem som måtte samle og sortere affald for at sælge det videre. Vi havde fået en omtrentlig adresse på sådan en gruppe i et område af Beijing. Da vi ankom til stedet, var folk i området overraskende fjendtligt indstillede og kaldte vores kinesiske tolk for “landsforræder”. Snart opdagede vi hvorfor. Da vi kom rundt om et hjørne åbenbaredes en kæmpemæssig losseplads. Her arbejdede folk med at sortere skrald – og de boede også midt i skraldet. Plamager af uafvaskelig snavs hang i disse menneskers tøj og hud. Jeg husker, at selv deres øjenlåg var beskidte. Sådan noget var de lokale ikke stolt af at vise frem. Det var en dybt rystende oplevelse.

Fra Ulande til katastrofeområder

Som folkeskoleelever i 1970’erne fik vi lært om ulande og i-lande. Ulande var befolket af fattige som boede ude på landet. De fødte for mange børn og havde for få traktorer. I I-landene var det lige omvendt. Kort fortalt kunne man løse ulandenes problemer ved at sende dem nye skinnende traktorer, så de kunne avle flere afgrøder. Deres børn kunne få fri til at gå i skole, ville få sig et job og tjene penge. Der ville blive født færre børn, og levestandarden ville stige. Og alt dette kunne Danmark selvfølgelig hjælpe med. Desværre gik tingene ikke helt som planlagt. Den nød og elendighed, som vi fik beskrevet, eksisterer stadig. Men i dag oplever vi, at mediernes beskrivelse af fattigdom og elendighed først og fremmet er kædet sammen med katastrofer såsom tørke, krige, jordskælv og hiv. De nødlidende mennesker forstår vi ikke længere blot som fattige, men netop som nødstedte. Vi er gået fra ulandsbegrebet til at fokuserer på katastrofeområder. Men den naive forestilling fra 70’erne lever. Nød og elendighed kan fikses, blot man kaster penge efter ofrene, når skaden er sket. Med “Marias dukke” vil jeg derfor gerne fremstille udviklingen i Ulandene som en mere “personlig katastrofe”, der ikke kan afgrænses til en enkelt hændelse eller et enkeltstående problem. Dette ser man mest tydeligt i den tredje verdens megabyer. Her i disse byer bor nogle af verdens rigeste mennesker side om side med verdens fattigste. Imellem højhuse af glas og stål må de bo i pap og plastik. De er løsrevet fra den gængse sociale og økonomiske virkelighed og det biologiske livsgrundlag. De har ikke noget at bruge en skinnende ny traktor til.

Mennesker som affald

Mennesket er det eneste dyr på kloden, som producerer affald. Efterladenskaber fra klodens andre organismer indgår naturligt i det biologiske kredsløb. Mens vores affald må enten brændes, graves ned, hældes i havet eller genbruges. Vi forstår normalt affald som materielle ting såsom plastik, papir og udtjent maskiner. Sociologen Zygmunt Baumon udvider affaldssbegrebet. Han peger på, at noget af det affald, vi producerer, faktisk er affald i form af … mennesker. Det er tanker, han formuler i bogen “Wasted Lives” fra 2003. Her beskriver han en proces, som ikke er ny. Da England i gamle dage sendte sine straffefanger af sted i hundredtusindvis for at kolonisere Australien, var det for at slippe af med deres “affaldsmennesker”. Mennesker som affald er individer, der er socialt ekskluderede, formentlig resten af deres liv. Flygtningen, langtidssyge, forældreløse børn, skæbner fra både rige og fattige lande. I ulandene er disse mennesker blot desto mere synlige, nøjagtig som Maria og hendes bror og mange andre som dem.